Tak for din varme besked – den rørte mig. Du sætter fine ord på det med tilknytning og tab, og du har helt ret: drømmene starter længe før uge 14, og det gør sorgen også.
Og jeg er faktisk enig i dit men – det er vigtigt, at grænsen også kan rumme de svære tilfælde, hvor barnet måske kunne være raskt, men forældrene stadig ikke kan tilbyde et kærligt og trygt liv. Det valg skal være der. Det bør være op til forældrene – ikke systemet alene.
Jeg er egentlig enig i, at overlevelseschance ikke bør være det eneste afgørende. Det bliver hurtigt en teknisk grænse i en eksistentiel debat. Vores eget tab i uge 14 har lært mig, at abort handler om mere end biologi. Det handler om sorg, kærlighed og nogle gange at tage ansvar i en situation, der aldrig kan være rigtig.
Men samtalen (sobert) ind i det hele er vigtigt for os alle.
Vi stod selv i det. Vores foster, vores barn, døde i uge 14 (13+). Vi fik at vide, at det ikke var levedygtigt. Hvad det helt præcist betød, er stadig svært at sætte ord på – der var noget galt, men ikke noget konkret vi kunne “se” eller forstå fuldt ud. Kun at det ikke var noget, vi kunne tilbyde et liv.
Og det var en tung beslutning. Ikke fordi vi var i tvivl, men fordi vi allerede elskede det lille liv, og måtte give slip.
Det har gjort, at jeg ser på abortdiskussionen med både mere ømhed og mere alvor. For abort handler ikke bare om biologi og udvikling, men også om sorg, håb og ansvar.
Når jeg læser op på fosterudvikling nu, kan jeg godt forstå behovet for at sætte en ‘anden’ grænse. For mig giver det mening at lægge den, før et foster realistisk kan overleve udenfor livmoderen – som ved uge 22. Derfor giver uge 18 mening.
Men det ændrer ikke, at før den grænse, er der stadig liv. Der er stadig følelser. Og der er stadig mennesker, der skal bære det videre i hjertet. Uanset hvad politikken siger.
Hvilket fik mig til, at tage mig sammen og spæde til. Tak!
Det rammer jo lige ind i det klassiske “vi taler forbi hinanden”-problem, hvor folk ikke er uenige i indholdet, men i ordvalget. Det er som at diskutere hvorvidt en banan er et bær, uden at være enige om hvad “bær” egentlig betyder botanisk.
Og den med sprog som noget flydende – ja tak! Definitionen er ikke altid facit, men det er i det mindste et fælles udgangspunkt. Lidt som reglerne i Matador: man kan spille hus på togstationen, men så skal alle vide, at det er dét spillet handler om.
Kloge ord, jeg vil gøre mit for, at vi for fælles nævner, tak!😊
Øv! Det er så hårdt med de perioder. Børn, arbejde, liv der fylder? Skærmen der kører eller bare tanker og uro?
Håber det vender 😊
watch -n1 overvågning
Tak for dit svar – virkelig spændende tanker. Du har ret i, at Folketinget kan ændre lovgivning, og at domstolene dømmer inden for det rum. Men det er netop derfor, uafhængigheden er så vigtig – fordi den sætter grænser for, hvordan politikerne kan blande sig i tolkningen af loven i konkrete sager. Det er dér, det bliver farligt, når ministre begynder at kommentere specifikke domme.
Ikke at jeg siger vi er på vej mod USA/Ungarn/Tyrkiet osv.
Jeg er også enig i, at magtens tredeling ikke skal være et mål i sig selv – men måske et værn på vejen mod vores egentlige mål: retssikkerhed, balance og beskyttelse mod overgreb. For hvis vi ikke har det som fundament, bliver målet lidt flydende. Det er svært at tale om “folkets vilje”, hvis magten bliver for central – også i “folkets” navn.
Og hey – thumbs up til approval voting! Den debat tager jeg gerne en anden dag 💚
Stærkt! Og vigtigt - Enig i, at præcision i begreber er vigtige – især når det gælder noget så indflydelsesrigt som “AI” og “sociale medier”. Alt for tit bruger vi tech-branchens egne narrativer uden at blinke.
Men samtidig: Sprog er også levende. Når folk siger “sociale medier”, mener de typisk Meta, TikTok, X osv. Det er blevet en folkeforståelse, og den kan vi ikke bare definere os væk fra. Lidt som når vi siger “google det”, selvom vi bruger Ecosia. (Jeg falder i tit)
Så ja, forskere må gerne være skarpe på nuancerne – men det kræver også, at de gør sig umage med at oversætte dem til os andre, så det ikke bare bliver akademisk navlepilleri.
Jeg hepper på begge dele: Klar tale og klare begreber.
Og dét der! Hovedet lige på sømmet. Jeg mærker det også tydeligt i mit arbejde som socialpædagog. Ser i stigende grad angst, ensomhed og depression – især blandt dem, der allerede står lidt udenfor. Der er en understrøm af utryghed og magtesløshed, som jeg tror hænger sammen med netop det her: følelsen af, at ingen lytter, og at systemet svigter.
Virkelig godt set – og jeg tror, du rammer noget dybt sandt: Politikere er ofte mere optagede af signaler end systemer. Det ser godt ud at “ville stramme” eller “sende signaler”, men når det kommer til det svære, som fx våbenhandel eller strukturelle rettigheder, så gemmer de sig.
Og måske er det netop dét, der gør det hele så farligt: Når politikerne både undgår at tage ansvar for lovgivningens konsekvenser og samtidig angriber domstolene, når domme bliver upopulære – så efterlades vi uden nogen, der vil stå ved noget som helst.
Hvad tænker du – hvis ikke vi kan stole på, at politikerne vil lave klare og retfærdige love, er det så ikke endnu vigtigere, at domstolene får lov at dømme uafhængigt – også selvom det er upopulært?
Virkelig stærkt og reflekteret svar – tak for det. Du rammer noget vigtigt, når du siger, at magten i praksis er mere sammenfiltret end samfundsfagstimens pæne kasser.
Men måske er det netop derfor, vi bør tale om magtens tredeling – ikke som en realitet, men som en ambition. En slags demokratisk firewall, vi har brug for at værne om, netop fordi magten har det med at centralisere sig, hvis vi ikke passer på.
Du har ret: Domstolene dømmer ud fra lovgivning. Men de dømmer også uafhængigt – i betydningen uden direkte politisk instruktion. Når en minister begynder at problematisere domme, ikke loven bag dem, så begynder han reelt at angribe den dømmende magts autonomi – og dét er farligt, også i en pragmatisk dansk virkelighed.
At folketinget kan ændre love, betyder ikke, at dommere bare er redskaber. Hvis det bliver normen at forvente det, så ryger én af de sidste bremser, vi har i demokratiet.
Og jeg deler din analyse om højredrejningen og frygten som drivkraft. Men netop derfor er det ekstra vigtigt, at vi ikke opgiver idéen om beskyttende strukturer – selv hvis de ikke altid fungerer perfekt.
Ellers står vi til sidst uden andet end folkestemningen – og historien har lært os, at den ikke altid vælger med klarsyn.
Hvad tænker du selv, hvis vi leger med tanken om, at “magtens tredeling” mere er et ideal end en struktur – giver det så alligevel mening at kæmpe for?
Hej og velkommen til Feddit!
Du rammer noget, som mange går og tænker – men som sjældent bliver sagt højt: Er paykologen overhovedet det værd?..
Er psykologien blevet den nye præstestand i en verden, hvor meningen skal findes uden Gud og kirkeklokker? (Skarpt 😉)
Der er bestemt noget at hente i terapi – især når det handler om at få sprog for noget, man ikke selv kan fatte. Men som du så rigtigt stiller spørgsmålstegn ved: virker det bedre end en øl med en ærlig ven, en lang gåtur eller en nat med stjernerne og et åbent hjerte? Eller den mere moderne tilgang, at “snakke” med LLMer
Vi ved faktisk, at den terapeutiske relation – altså kemien og tilliden mellem klient og terapeut – er vigtigere for effekten end hvilken metode de bruger. Det siger noget. Og det betyder også, at en dygtig ven med empati og livserfaring nogle gange kan gøre mere end en professionsbachelor med CBT-manual og dårlig tid.
Psykologien som fag er præget af metodekamp, akademisk snobberi og (måske især i Danmark) en til tider forstenet tro på systemets sandhed. Når positiv psykologi og “du skal bare være taknemmelig”-bølgen vælter ind over folk, der i forvejen er ved at drukne, så begynder det at lugte lidt af glimmer på lort.
Vi skal turde stille spørgsmål ved hele psy-branchen. Ikke fordi vi skal afskrive den – men fordi vi skal gøre plads til noget mere menneskeligt: omsorg, ærlighed, og fællesskab uden journal og timepris.
Psykoedukation og samtaler kan være guld. Men de skal ikke pakkes ind i prestige, pseudovidenskab og elitære adgangskrav. Måske skal vi have færre “professionelle behandlere” – og flere nysgerrige, nærværende mennesker.
Tak for at ruske op i det. Glæder mig til at se, hvad samtalen bringer.
Ønsker dig alt det bedste, ellers skriv igen!
+45 61 76 75 90 Emelie Gade. https://digitalsocialraadgiver.dk/
https://lene-m.dk/privat-socialraadgiver/ Lene kan/ved noget med diagnoser også.
https://www.erhvervssocialrdg.dk/gratis-telefonraadgivning-autisme/ (De har gratis rådgivning hver onsdag)
UHH nej, det kendte jeg ikke - tusind tak! Der er både i Kolding og Horsens
Kæmpe kram herfra. Jeg ved ikke hvem du er, men jeg mærker din kamp helt ind i brystkassen. Mener DET! Du er en fantastisk far!
Du står et sted, hvor ingen forælder burde stå alene – og alligevel er det alt for mange, der gør. Du har råbt op, bedt om hjælp, fået lavet underretninger, været åben om dine egne sårbarheder – og alligevel står du der stadig med det hele på dine skuldre. Det gør mig rasende på dine vegne. Og det gør mig ked af det – som fagperson, som far, og som menneske.
Når selv specialiserede tilbud må give op, så burde det ringe høje klokker i systemet. Ikke stilhed. Ikke papirflytteri. Ikke én ny sagsbehandler mere.
Du beskriver ikke bare en dreng med behov – du beskriver en far, der i årevis har båret alt for meget, alt for længe. Det burde ikke kræve en psykose og 17 underretninger før nogen handler. Men det gør det desværre alt for tit.
Jeg ved ikke præcis hvad der hjælper dig bedst lige nu – men jeg vil bare sige: Du er ikke forkert. Du er ikke en fiasko. Du er en far, der kæmper med alt han har, i et system der burde have grebet jer for længe siden.
Hvis du har brug for sparring, netværk, eller bare en der lytter – så skriv. Jeg er selv pædagog og far, og jeg ved hvor ensomt det kan føles, selv når man gør alt det rigtige.
Du er ikke alene, selvom det føles sådan.
LIGE NU SKAL DU DOG!:
DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet) er gratis og ved præcis, hvordan man skal rykke en kommune, der ikke handler. Ring eller skriv og sig: “Jeg har søgt aflastning og afløsning i tre år uden resultat. Der er lavet mange underretninger. Jeg er nu fuldtidssygemeldt og alene med et barn, som kun kan være i skole 3 timer. Jeg har brug for hjælp til, hvordan jeg får kommunen til at handle – og hvordan jeg evt. klager.” De kan hjælpe med at skrive, klage, lave handleplan, søge aktindsigt osv.
www.dukh.dk De tager dig alvorligt.
Du er ikke alene, men du er oppe imod et system, der ikke er bygget til at forstå din virkelighed. En privat rådgiver kan: – Gennemgå hele sagen og skrive en opsummering – Kontakte kommunen på dine vegne – Følge op, så du slipper for hele tiden at genfortælle det samme – Hjælpe dig med at få den rigtige hjælp hurtigere
Ja, det koster penge – men det kan være det, der redder dig nu.
Søg evt. fonde, der støtter udsatte forældre – fx via Mødrehjælpen, Barnets Blå Hus eller din lokale sognepræst.
Vil du have jeg finder nogle navne på private rådgivere med speciale i handicapområdet?
❤️ – Rasmus
WeFood er virkelig guld! :) det handler også kun om små ting, små skridt osv. - Det er bare så sejt!
Det er netop derfor, jeg er i gang med at samarbejde med medier og opbygge en hjemmeside. For det her er et stort arbejde, og det kan godt føles bøvlet. Men hvis vi stille og roligt begynder at ændre vaner og viser, at små skridt også tæller – så rykker det noget på sigt.
Og i forhold til ØNSK – ja, det er simpelthen så genialt! 🙌
Og så har min kommune – Vejle 😅 – valgt at gå all in på amerikansk tech. Farvel til egne servere, hej til hele skyen hos Microsoft.
Godt at se, at nogle stadig vælger med omtanke. Håber den tanke spreder sig.