Det lyder måske umiddelbart lidt vildt, det er jo halvt henne i graviditeten.
Men jeg ved det har været debatteret og overvejet meget grundigt før beslutningen om forlængelsen blev taget.
Og som næsten fuldstændig uvidende, vælger jeg at have tillid til den faglige rådgivning der ligger bag beslutningen.Jeg ved ikke meget om fostre og hvordan de udvikles så slog lige op hvad der sker i de forskellige stadier, og 18 uger virker som et ret godt sted at sætte en ny grænse.
Ved uge 19 kan man genkende læber, ører og næse.
Uge 21 kan fostret sutte og gribe og kan hikke.
Uge 23 har de REM søvn (rapid eye movement).
Efter uge 24 er der bare turbo på væksten, fra 670 gram til 1210 gram i uge 28, til 2162 gram i uge 33 (men det er så også først her at muskel og fedt begynder at blive lagret).
Og så tilbage til uge 18 hvor lungerne ikke engang er dannede, det eneste der er dannet foruden organer og tånegle er høresansen.
Omkring uge 25 har et foster op til 77% chance for at overleve efter en fødsel imod blot 19% ved uge 22 fordi der sker så meget heromkring især udvikling af alveoler i lungerne. Men så er der stadig risiko for døvhed og en masse kognitive forsinkelser og mangler af åbenlyse årsager (brugte denne udregner med typiske vægtmål fra tidligere kilde).Så Island’s grænse på 22 uger virker som sidste sted at sætte grænsen i følge min nye overbevisning. 24 uger som Storbritannien og Holland har virker lidt sent når nu fostret kan potientielt overleve en fødsel og blive til et menneske med moderne behandling.
24 uger som Storbritannien og Holland har virker lidt sent når nu fostret kan potientielt overleve en fødsel og blive til et menneske med moderne behandling.
Jeg synes personligt ikke at fosterets potentiale for overlevelse er en relevant faktor for hvornår abort bør være - det er noget jeg har snakket om før i denne kommentar.
Jeg er egentlig enig i, at overlevelseschance ikke bør være det eneste afgørende. Det bliver hurtigt en teknisk grænse i en eksistentiel debat. Vores eget tab i uge 14 har lært mig, at abort handler om mere end biologi. Det handler om sorg, kærlighed og nogle gange at tage ansvar i en situation, der aldrig kan være rigtig.
Men samtalen (sobert) ind i det hele er vigtigt for os alle.
Det er et hamrende svært spørgsmål, Man kunne måske sige at det er OK indtil fosteret kan føle smerte.
Men hvis muligheden for at føle smerte er den moralske grænse, hvordan forsvarer vi så at slagte dyr?
Et foster har tydeligvis ikke mere bevidsthed eller følelser end dyr har.Som jeg ser det, så er undfangelsen og fødslen de eneste rigtigt kategoriske ting som sker i produktionen af en baby. Hvor vi lige sætter abortgrænsen er i sidste ende arbitrært og afhænger af en myriade af faktorer. Jeg er enig i at potentialet for overlevelse ikke skal stå alene, men det virker samtidigt meget naturligt at tage det med i sine overvejelser.
Valget om at få abort og hvor vidt fostret kan overleve uden for et menneskes livmoder er i bund og grund også to forskellige ting, men der er en ret interessant grænse mellem en klump celler og hvornår egoet bliver “tændt”, og personligt ville jeg sætte abortgrænsen under punktet hvor fostret kan overleve uden for menneskets livmoder.
Det er dog et interessant tankeeksperiment det du linker til.
Vi stod selv i det. Vores foster, vores barn, døde i uge 14 (13+). Vi fik at vide, at det ikke var levedygtigt. Hvad det helt præcist betød, er stadig svært at sætte ord på – der var noget galt, men ikke noget konkret vi kunne “se” eller forstå fuldt ud. Kun at det ikke var noget, vi kunne tilbyde et liv.
Og det var en tung beslutning. Ikke fordi vi var i tvivl, men fordi vi allerede elskede det lille liv, og måtte give slip.
Det har gjort, at jeg ser på abortdiskussionen med både mere ømhed og mere alvor. For abort handler ikke bare om biologi og udvikling, men også om sorg, håb og ansvar.
Når jeg læser op på fosterudvikling nu, kan jeg godt forstå behovet for at sætte en ‘anden’ grænse. For mig giver det mening at lægge den, før et foster realistisk kan overleve udenfor livmoderen – som ved uge 22. Derfor giver uge 18 mening.
Men det ændrer ikke, at før den grænse, er der stadig liv. Der er stadig følelser. Og der er stadig mennesker, der skal bære det videre i hjertet. Uanset hvad politikken siger.
Det gør mig ondt at høre, det må have været hårdt. Der går jo en masse planlægning i gang lige så snart man ved man er gravid, så det giver selvfølgelig mening at man hurtigt knytter sig til sit kommende barn, og så at blive frarøvet glæden, dét må give ar på sjælen.
Men det er så heller ikke kun for at fange fødselsdefekter at abortgrænsen er som den er, der er værre grunde til at kvinder vælger det også selvom det kunne have været endt med et raskt barn. Og for de tilfælde, som et slags sikkerhedsnet mod at et barn kommer til verden uden kærlighed i moderens favn, der er jeg glad for at se den blive øget med de 50%.
Tak for din varme besked – den rørte mig. Du sætter fine ord på det med tilknytning og tab, og du har helt ret: drømmene starter længe før uge 14, og det gør sorgen også.
Og jeg er faktisk enig i dit men – det er vigtigt, at grænsen også kan rumme de svære tilfælde, hvor barnet måske kunne være raskt, men forældrene stadig ikke kan tilbyde et kærligt og trygt liv. Det valg skal være der. Det bør være op til forældrene – ikke systemet alene.
